Lær BørneTelefonen at kende
På BørneTelefonen fortæller børn om at føle sig alene, om at være ekskluderede fra fællesskabet og om ikke at kunne finde modet til at forsøge at være med.
Børns Vilkår og TrygFonden tilbyder med dette materiale at styrke det trygge klassefællesskab og fortælle om BørneTelefonen, og hvad man kan bruge den til. BørneTelefonen er alle børns telefon, og børnene skal vide, at de kan bruge den til lige netop det, der fylder for dem.
Samtidig giver den tilsendte aktivitetsplakat dig og din klasse mulighed for at bringe ugens fællesskabsord i spil, fx i den understøttende undervisning. På den måde danner plakaten grobund for, at eleverne kan tale om gode og positive værdier og handlinger, der styrker fællesskabet i netop jeres klasse.
OBS – hvis du ikke har modtaget en aktivitetsplakat og andet materiale fra Børns Vilkår, kan du alligevel sagtens anvende filmen og de tilhørende øvelser i din klasse.
Materiale til 2. klasse
Aktivitet 1
Film og klassesamtale: Saga og Georg ringer til BørneTelefonen
Her skal I møde de to venner Saga og Georg. De skal for første gang prøve at ringe til BørneTelefonen. Hensigten er at give eleverne et kendskab til BørneTelefonen og vise, at man kan tage kontakt med både små og store problemer.
Filmens varighed: 3 minutter.
Mål: At eleverne lærer BørneTelefonen at kende og ser, at man kan ringe til BørneTelefonen med stort som småt.
Tidsforbrug: 30-45 minutter.
Du skal bruge: Lærervejledning, film og kopiark.
Baggrund
På BørneTelefonen sidder frivillige, som alle er børnefagligt uddannede (fx socialrådgivere, lærere, psykologer), og de har modtaget grundig uddannelse i, hvordan man rådgiver børn.
Når man kontakter BørneTelefonen, er man anonym, og ingen kan se, hvem man er, og hvor i landet man ringer eller skriver fra. Vi kan ikke se børnenes telefonnumre, og det er gratis at ringe – så det kan heller ikke ses på telefonregningen. Anonymitet er meget vigtigt på BørneTelefonen, for det skal være trygt at ringe ind med sit problem.
BørneTelefonen har åbent alle dage hele året, hele døgnet.
I 2022 havde BørneTelefonen 60.450 samtaler med børn og unge. De hyppigste emner på BørneTelefonen er kærlighed/forelskelse, forholdet mellem barn og forældre og venskaber/uvenskaber.
Aktivitet 2
Plakat med ugens fællesskabsord og klassesamtale
Børns Vilkår og TrygFonden har sendt jer en aktivitetsplakat med en tilhørende blok, som indeholder ugens fællesskabsord. Plakaten lægger op til at arbejde med positive fællesskabsord, der kan hjælpe med at styrke fællesskabet i klassen.
Mål: At eleverne samler på positive fællesskabsord og kommer med idéer til, hvordan man kan handle i klassen for at styrke klassefællesskabet.
Tidsforbrug: 10-15 minutter om ugen i den understøttende undervisning som et fast tilbagevendende indslag, alt afhængigt af lærerens vurdering.
Du skal bruge: Lærervejledning og fællesskabsord.




