En stigende andel af samtaler på BørneTelefonen handler om kønsidentitet og seksuel orientering
Mange børn og unge henvender sig til BørneTelefonen for at tale om kønsidentitet og seksuel orientering. Fra 2019 til 2021 har rådgiverne på BørneTelefonen haft over 4.000 samtaler om de to emner.
I 2019 handlede 2,9 pct. af samtalerne på BørneTelefonen om enten kønsidentitet eller seksuel orientering. I 2021 er denne andel foreløbigt steget til 3,4 pct.
Stigningen er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er flere børn, der tænker over deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Den kan også være et udtryk for, at flere børn og unge føler og fornemmer, at det er ok at tale højt om, og at de i højere grad rækker ud efter hjælp til at håndtere bekymringer og tvivl.
En del børn og unge, der henvender sig om kønsidentitet og seksuel orientering, er i alvorlig mistrivsel
For selvom det måske er blevet mindre tabubelagt at være åben om sin kønsidentitet og/eller seksuelle orientering, så er det for mange børn og unge forbundet med stor usikkerhed og mistrivsel.
Samtalerne på BørneTelefonen viser, at mange børn og unge bekymrer sig om at skulle fortælle omverdenen om deres kønsidentitet og/eller seksuelle orientering. Flere oplever, at familie og venner ikke viser forståelse eller ikke accepterer dem, som de er. Nogle fortæller også om stor mistrivsel, fordi de ikke føler sig til rette i deres krop.
For eksempel fortæller en 14-årig om ikke at kunne lide de feminine sider ved sin krop. Den unge fortæller om selvskade ved at rive sig selv på brysterne og sulte sig i håb om at holde op med at menstruere. Et andet eksempel er en 12-årig, som fortæller om at identificere sig som panseksuel. Barnet har det dårligt derhjemme og lider af angst og mild depression og har ikke været i skole i tre måneder. Barnet fortæller om at føle sig ensom, om ikke at have nogen venner og om at være blevet mobbet tidligere. Barnet har også forsøgt selvmord.
At LGBTQ+ børn og unge kæmper med så alvorlig mistrivsel, kræver handling. Det kræver bl.a., at lærere og skolesundhedsplejersker får øget viden om udfordringerne, så barnets muligheder for hjælp ikke afhænger af den enkelte lærer eller sundhedsplejerskes vilkårlige viden om området.