Hvis myndighederne var et forældrepar, ville anbragte børn og unge formentlig blive anbragt på ny

Debatindlæg fra Kristeligt Dagblad, 18. marts 2024.
Af Andreas Ohrt, børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.

Det er ikke trygt at sove på togstationer, på bænke i det fri eller hos fremmede. Det er heller ikke rart at føle sig tvunget til at vælge et gadeliv med vold, stoffer og alkohol. Og det føles bestemt ikke rart at tage tilbage til det, der burde være et trygt hjem, hvis de voksne derhjemme ikke bekymrer sig om eller interesserer sig for, hvorfor man stak af, og hvordan man i øvrigt har det.

Alligevel har det en eller flere gange været virkeligheden for 11 anbragte og tidligere anbragte børn og unge, som vi har talt med i Børns Vilkår i analysen “Hvorfor stikker børn og unge af fra en anbringelse?”.

Det går igen i børnenes og de unges fortællinger, at de savner voksne, der er der for dem. Voksne, der trøster dem, når de er kede af det, giver et kram og er nysgerrige på deres drømme og håb i livet. De mangler det, som alle børn og unge skal have – et rigtigt hjem med voksne, der skaber tryghed, stabilitet og omsorg.

Det paradoksale er, at børnene og de unge netop blev anbragt uden for hjemmet, så myndighederne kunne give dem den tryghed, stabilitet og omsorg, som forældrene ikke var i stand til. Meget indikerer dog, at den opgave ikke lykkes ret godt for myndighederne.

Hvis vi kigger på de nyeste tal bag, lavede VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – en undersøgelse i 2023, hvor det fremgik, at knap halvdelen anbragt på børne- og ungehjem og 16 procent i plejefamilie har prøvet at stikke af. Det synes jeg er alt for mange.

Når vi taler med børnene og de unge, både i vores analyse, i bisidningen og på BørneTelefonen og HØRT, går det igen, at de stikker af i afmagt og som et sidste håb om, at de voksne ser dem, lytter og reagerer på, at de mistrives i deres anbringelse.

Men i stedet oplever børnene og de unge at blive overset eller straffet, når de vender retur til anbringelsen. Det vidner for mig om manglende forståelse for de komplekse problemstillinger, som gruppen af anbragte børn og unge ofte står med.

Mange af børnene har voldsomme omsorgssvigt i rygsækken, de har ikke erfaring med tillidsfulde voksne, og de har en adfærd, der til tider kommer til at skubbe relationer mere væk end at trække dem til sig. Det kan uden tvivl være en svær opgave at håndtere, men ikke desto mindre den måske mest afgørende opgave, som kræver, at den professionelle omsorg slår til. Børnene skal opleve familiær omsorg fra fagpersoner, der rummer dem, helt som de er.

Men det lykkes kun, hvis kommunerne blandt andet formår at inddrage børnene i en grad, så de bliver anbragt det rigtige sted. Og så kræver det, at der bliver ansat nok kvalificeret personale på børne- og ungehjemmene, som i øvrigt løbende bliver opkvalificeret til bedst muligt at møde og være der for børnene i alle deres behov og udfordringer.

Anbragte børn og unge er i forvejen blandt de mest udsatte, og de er derfor en gruppe, vi som samfund bør tage særligt hånd om. Meget forskning peger på, at de er i højere risiko for at ende på bunden af samfundet uden uddannelse, i hjemløshed, i misbrug og uden stabile relationer.

Den viden skal betyde, at vi stiller langt højere krav til den omsorgsforpligtelse, som myndighederne overtager. Og der skal være mulighed for at gribe ind, når myndighederne svigter den omsorgsforpligtelse.

Alle – både børn, unge og voksne – har brug for at føle sig elsket og værdsat. Brug for at mærke nærvær og tryghed. Brug for at føle sig hjemme. Og vide og mærke, at nogen bekymrer sig og leder, hvis man forsvinder.

Når forældrene ikke kan opfylde det, skal vi kunne have tillid til, at myndighederne altid tager forsvarligt over, og det kan vi ikke i alle tilfælde.